Kørerne har hver deres personlige tilgang til at fortolke banen. Vi har allerede undersøgt bremseteknik og -stil, både i virkeligheden og i sim-racing. I dag skal vi diskutere tilgange til kurvekørsel.
Der er to hovedkategorier:
Formålet med begge stilarter er at optimere hastighed og bane gennem en kurve.
Denne stil indebærer en aggressiv bremsemetode (velegnet til kørere, der bremser sent). Føreren kører hårdt ind i svinget med bremsen stadig aktiveret og sigter direkte mod kurvens apex. Når den nås, drejes bilen meget skarpt, hvilket går ud over hastigheden midt i svinget for at rette bilen op så hurtigt som muligt, hvilket gør det muligt at give tidligt og kraftigt gas (og skubbe bilen til grænsen for overstyring). Her er en oversigt over kurvefaserne:
Fordele ved denne teknik:
Denne kørestil fungerer godt for biler med en responsiv forende ved indgangen, som Audi R8 GT3 Evo2. Det kræver dog stor opmærksomhed på den lette bagende, både ved indgangen og udgangen. Alternativt passer denne stil til biler med kraftige motorer, men begrænsede kurvehastigheder.
For at fremme hastigheden midt i svinget er det nødvendigt med en mere jævn og "afrundet" kørestil. Målet her er at opretholde en høj hastighed gennem svinget. Føreren skal sigte mod en jævn bane og begrænse justeringer af styring, bremsning eller gaspedal gennem indkørings-, midt- og udkøringsfaserne.
Faserne er som følger:
Som tidligere nævnt har disse to stilarter forskellige formål. V-formen er nyttig på snoede baner med skarpe sving, der ofte efterfølges af lange lige strækninger. U-formen er ideel til baner med hurtige sving og høje svinghastigheder.
Kørerens dygtighed ligger i at tilpasse sig de forskellige segmenter af banen. Som vi ved, indeholder de fleste baner både højhastigheds- og lavhastighedssving, så det er op til kørerens dygtighed at være så effektiv som muligt i enhver situation.
PRODUKTER I ARTIKEL